Kanelsneglene har jeg bagt rigtig mange gange – de er lette at lave og bliver rigtig lækre hver gang.
Ingredienser:
100 g. margarine
1 æg
2,5 dl. mælk
75 g. sukker
500 g. mel
Kanelfyld:
150 g. margarine
100 g. sukker
1 stor spsk. kanel
Fremgangsmåde:
Smelt margarinen i en gryde og tilsæt mælk. Den lune blanding hældes i en røreskål og gær og æg tilsættes. Rør til gæren er opløst og tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen – jo længere jo bedre. Mængden af mel er vejledende – den færdige dej skal være blank og kun let klistret.
Sæt til hævning en times tid. Smelt margarinen til fyldet og bland sukker og kanel i. Lad det stå og stivne lidt mens dejen hæver.
Når dejen er færdighævet slåes den ned og rulles ud som på billedet. Fyldet smøres på.
Rul sammen som en roulade - hvis man skal have rigtig flotte snegle rulles “rouladen” ind i staniol og kommes i fryseren et par timer. Derefter tages den op, staniolet fjernes og den er nu så kold, at den holder formen perfekt, når man skærer den ud i snegle. Man kan godt springe fryserturen over, hvis man har travlt, men så bliver de heller ikke så flotte.
Som det ses af nedenstående billede kan de både bages på bageplade eller i tærteform. Jeg bruger mest formen, da den holder godt på kanelfyldet.
De efterhæver et kvarters tid (en halv time hvis de har været i fryseren), pensles med æg og bages ca. 15 min. ved 200 grader (igen lidt længere hvis det er fryserudgaven).
Når de er bagt færdige og kølet af kan man pynte med glasur på toppen.